Verdens Skove - Naturboks.dk

Hvem er Verdens Skove?

Verdens Skove er en dansk miljøorganisation, som arbejder for en verden, der er rig på skove med biologisk mangfoldighed.

De arbejder for bevarelse og bæredygtig brug af verdens skove - både de danske skove og regnskoven.

De har over 30 års erfaring i at bevare skov og biodiversitet. Verdens Skove startede som regnskovsgruppen Nepenthes i 1983. Siden er de vokset til en organisation med et nationalt og internationalt sigte.

Mere end 206.000 danskere har gennem tiden støttet deres arbejde for regnskoven gennem de kendte regnskovscertifikater.

De har kontor i Aarhus, København og Honduras, som tilsammen huser et professionelt sekretariat. De arbejder også sammen med en lang række partnere i de lande, hvor de arbejder.

Frivilligt arbejde er kernen i Verdens Skove. De har derfor aktive frivilliggrupper i de større danske byer.

De er støttet af deres medlemmer og flere virksomheder gennem frivillige bidrag. De får støtte af den danske stat gennem CISU, og de får penge til projekter af flere internationale donorer.

Deres mission som organisation er at:

  • Videreudvikle en langsigtet økologisk, socialt og økonomisk bæredygtig model for skovudnyttelse, der bevarer eller skaber værdifuld skov, som er rig på biodiversitet.
  • Støtte oprindelige folk - og andre folk med tilknytning til verdens skove - i deres kamp for rettigheder, selvbestemmelse og kulturel selvidentifikation.
  • Engagere borgerne i naturen, sætte skoven på den politiske dagsorden og oplyse om de problemer, der opstår - særligt i forhold til klimaet - når skovene ødelægges og den vilde natur forsvinder.